Digrøret, den 11. time og whiter shade of pale

Jeg har besluttet mig for at skrive lidt mere om ting som ikke gør mig sur. Når jeg læser hvad jeg har skrevet her hidtil så må jeg jo erkende at jeg fremstår som en gnaven, gammel mand. Og det er jeg sgu for ung til at være allerede.

Det bedste ved youtube er efter min mening at rode rundt i deres enorme samling af musikvideoer og koncertoptagelser.

Jeg tror nok det var det sidste afsnit af den 11. time i aften. Det var temmelig surrealistisk denne gang, selv for den 11. time. På et tidspunkt render Mads Brügger (i postmandsuniform) rundt og lege i en park sammen med Mikael Bertelsen (i kattekostume) og i baggrunden kører "Nights in White Satin". Jeg følte mine grænser overskredet bare en lille smule, og det var sikkert det de ville opnå.

Men den 11. time fik mig til at gå ind på youtube og lede efter nights in white satin. Og youtubes boks med relaterede videoer er jo helt fantastisk. Den bragte mig fra "nights i white satin" videre til "whiter shade of pale" (jeg havde allerede tænkt på at de to mindede mig om hinanden inden youtube kom og sagde det) og videre til angie med the stones.

Tre fantastiske ballader fra slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, fra dengang hvor man ikke var bange for at blive lidt sentimental. Det er en hårfin balance, for prøv at tjekke Sarah Brightmans cover at "whiter shade of pale". Smagløst, ikke? Så er der alligevel mere stil over det europæiske melodigranprix. Hov, nu blev jeg vist brokrøv igen. Det var ikke meningen. Det er da også noget fint glimmer hun har i håret.

Nå men thumbs op til youtube, og den 11. time. Jeg er vild med begge dele. Man kan fortabe sig helt, og ender ofte et sted man ikke havde planlagt at ende. Nogen gange er det storslået, andre gange er det komisk, og nogle enkelte gange er det bare en lille smule ubehageligt.