Mænd og Mus - John Steinbeck

Den sidste bog jeg læste var trækopfuglens krønike, som stadig ligger og rumsterer, som sådan en stor uhåndgribelig drøm, hvor man kommer fra a til z uden at forstå hvordan det sker.

Mus og mænd er helt, helt anderledes. Den er kort. Meget kort. 130 små sider. Det er nærmest en stor novelle. Og den er præcis, den er skarp som et barberblad. Man ved helt præcis hvad den handler om, man forstår fuldstændig den situation de her mennesker er i. Mens juryen stadig er ude i sagen om Trækopfuglens Krønike, så var jeg ikke et sekund i tvivl om at mus og mænd er fantastisk fra det øjeblik jeg lagde den fra mig. Jeg har den følelse at ikke et ord eller et tegn i den bog er sat tilfældigt eller unyttigt. Den maler præcis de billeder den skal, uden at udpensle dem og gøre dem banal

Jeg ville så gerne fortælle hvad den handler om, men en stor del af det smukke (og det grimme) ved historien ligger i slutningen, og derfor ville jeg alligevel ikke rigtig kunne dele mine tanker om den med dig, uden at afsløre hvordan den ender. Men jeg lånte den til en veninde, som fortalte at netop slutningen fik hende til at sidde og græde midt på østerport station.

Juli 2009