Radiohead - In Rainbows
Radiohead har lige lavet et nyt album. In Rainbows hedder det.
Mit forhold til Radiohead er lidt blandet. Jeg er ret vild med The Bends og OK Computer, men da de derefter begyndte at blive mere eksperimenterende stod jeg lidt af. Jeg tror faktisk jeg har de fleste af deres nyeste albums alligevel, men de har ikke rigtig fanget mig.
Det specielle ved det nye album er at de har droppet de traditionelle distributionsmetoder, og kun gjort det tilgængeligt fra en hjemmeside. Jeg var lige inde og "købe" det. Så bliver man mødt af den her boks som er på billedet, hvor man bliver bedt om at indtaste hvad man har lyst til at betale for det. Trykker man forvirret på ? får man bare beskeden "It's up to you". Meget sjovt. Gad vide hvor mange penge de får ud af det?
Jeg er jo en fattigrøv, og desuden er mit forhold til Radiohead jo lidt blandet så jeg valgte £0, og er i gang med at høre det nu.
Jeg kan godt lide metoden. Det er selvfølgelig mere et stunt end end seriøs måde at distribuere musik på, men jeg bryder mig generelt ikke om pladeselskaber (det kræver vist en længere forklaring en anden gang), og kan godt lide at de får fingeren af Radiohead på den her måde.
Jeg kan til gengæld ikke lide at vi skal spises af med 160 kbit mp3'er. Det er altså ikke helt nok, når nu man ikke har andre muligheder. Det er jo selvfølgelig billigt, men jeg kan jo ikke gå ud og smide de 150 kr. for cd'en hvis jeg ville det.
Og musikken? Den er der jo også at snakke om. Tjah, jeg hører den for første gang. Mit umiddelbare indtryk er at det lyder ligesom Radiohead, men måske lidt mindre eksperimenterende og udflydende end vi har været vandt til, men jeg synes alligevel den mangler de store og klare melodier som var på deres to førnævnte albums. Men nu får vi at se. Måske er jeg vokset fra Radiohead. Eller måske er de vokset fra mig.

Kommentarer