Mænd og Mus - John Steinbeck
Den sidste bog jeg læste var trækopfuglens krønike, som stadig ligger og rumsterer, som sådan en stor uhåndgribelig drøm, hvor man kommer fra a til z uden at forstå hvordan det sker.
Mus og mænd er helt, helt anderledes. Den er kort. Meget kort. 130 små sider. Det er nærmest en stor novelle. Og den er præcis, den er skarp som et barberblad. Man ved helt præcis hvad den handler om, man forstår fuldstændig den situation de her mennesker er i. Mens juryen stadig er ude i sagen om Trækopfuglens Krønike, så var jeg ikke et sekund i tvivl om at mus og mænd er fantastisk fra det øjeblik jeg lagde den fra mig. Jeg har den følelse at ikke et ord eller et tegn i den bog er sat tilfældigt eller unyttigt. Den maler præcis de billeder den skal, uden at udpensle dem og gøre dem banal
Jeg ville så gerne fortælle hvad den handler om, men en stor del af det smukke (og det grimme) ved historien ligger i slutningen, og derfor ville jeg alligevel ikke rigtig kunne dele mine tanker om den med dig, uden at afsløre hvordan den ender. Men jeg lånte den til en veninde, som fortalte at netop slutningen fik hende til at sidde og græde midt på østerport station.
Juli 2009
Doppler - Erlend Loe
Hvad skal jeg sige om Doppler? Jeg har hørt meget godt om den, og pigen nede i Arnold Busk sagde et eller andet i retning af at den var skøn eller fantastisk.
Doppler falder og slår hovedet, og bliver lidt småskør, og finder ud af at det liv og det samfund han har levet i er helt forkert. Du ved, dvd-afspillere fra skandinavien, badeværelsesistandsættelse med italiensk marmor, velbetalte job og åndelig tomhed. Han flytter op i en skov og bliver gode venner med en teenage-elg, han kalder for Bongo efter sin afdøde far, som ikke hed Bongo: "Ind imellem må man være åben for den slags koblinger". Doppler er smækfyldt med hjertevarm humor, i stil med den man får fra mennesker, som har slået hovedet lidt for hårdt, og pludselig ser det hele lidt for klart.
Jeg har været lidt usikker på hvad jeg synes om den, og jeg tror egentlig det bunder i at jeg et eller andet sted har set den beskrevet som en samfundskritik. Og det har forvirret mig lidt, for skulle man forstå bogen som en kritik af et materialistisk samfund, som Doppler stikker af fra, i forsøg på at opnå en eller anden form for mere ægte tilværelse? Det tror jeg er helt forkert. Doppler bliver jo skør, og selvom der måske nok er sandheder i hans kritik af sit eget overfladeliv, så er han altså ikke drengen i kejserens nye klæder.
Så for mig giver det mere mening at se den som en historie om en mand der er forvirret over livet, og tror han finder en sandhed. Men i virkeligheden render han bare rundt og er tosset i en skov efter jagt på sig selv, og finder... hvad?
Juni 2009
Trækopfuglens krønike - Haruki Murakami
Jeg tror jeg så småt har besluttet mig for at gøre det her til min bog-blog. Jeg læser efterhånden ret mange bøger, og det er lidt synd at lade dem flyde igennem, uden på en eller anden måde at gemme nogle af de tanker de vækker. Og lige med den her blev der i hvert fald vækket tanker, jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal få den nedfældet. Here goes. Er du ikke til flyvske tanker, så er der noget jordnært og meningsfyldt her.
På forsiden til Trækopfuglens Krønike er citeret en anmeldelse hvor bogen kaldes for en "svimlende fabel om altings forbindelse eller mangel på samme". Det beskriver min følelse for bogen meget godt. Svimlende er den utvivlsomt. Jeg er ikke sikker på at du blvier meget klogere, hvis jeg forsøger et resumé. Så lad mig i stedet komme med nogle tanker om bogen.
Det er helt sikkert Litteratur med stort L. Den er lang, og den er ikke umiddelbart forståelig. Den kræver tålmodighed, den kræver at man kan lægge sine indbyggede forventninger om forklaringer lidt til side, og den kræver at man kan leve med at få stof til eftertanke, mere end man får svar. Man kan mærke når man læser den har ambitioner om at fortælle noget om menneskers tilværelse, ikke mindre. Og det synes jeg faktisk lykkes.
Min tolkning lægger sig tæt op ad det faktum at jeg faktisk ikke forstår den. Den er sammensat af flere forskellige fortællinger, som vikler sig ind og ud af hovedpersonens liv, og har indflydelse på hans liv, uden rigtig at have nogen rationel forbindelse til den. Set ovenfra er den en historie om en mand som mister sin kone, og som forsøger at vinde hende tilbage gennem en række begivenheder som han ikke er herre over. Han lukker øjnene og lader sig rive med ud på en odyssé som hverken han eller jeg fuldstændig forstår. Og der minder den mig om det forbandet irriterende faktum, at det sgu aldrig er til at styre livet, det er livet der river en med, og man har ca. lige så meget kontrol over hvor det fører en hen, som hvis man sidder i en kano på vej mod et vandfald, og padler på livet løs med en teske.
Og så ender han alligevel, på en eller anden underlig måde, med at komme et bedre (eller et andet, i det mindste) sted hen, end der hvor han sad fast. Hvordan han kom derhen ved jeg ikke, men det krævede mere tålmodighed end handling, mere lytten end talen og mere ro end stress. Vor helt lader sig føre, uden at han helt ved hvorhen, og det er jo i hvert fald en ganske anderledes heltefigur end hollywoods typiske action helte, som tager tingene i egen hånd, og sætter dem på plads.
Men er den god? (og er det her i det hele taget en anmeldelse?) Jeg ved det ikke... Men den fik mig til at tænke.
Læst april-juni 2009. Ja det tog lang tid. Jeg tog den i små bidder på den lokale møntvask. Stof til eftertanke og rent tøj.
