Trækopfuglens krønike - Haruki Murakami

Jeg tror jeg så småt har besluttet mig for at gøre det her til min bog-blog. Jeg læser efterhånden ret mange bøger, og det er lidt synd at lade dem flyde igennem, uden på en eller anden måde at gemme nogle af de tanker de vækker. Og lige med den her blev der i hvert fald vækket tanker, jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal få den nedfældet. Here goes. Er du ikke til flyvske tanker, så er der noget jordnært og meningsfyldt her.

På forsiden til Trækopfuglens Krønike er citeret en anmeldelse hvor bogen kaldes for en "svimlende fabel om altings forbindelse eller mangel på samme". Det beskriver min følelse for bogen meget godt. Svimlende er den utvivlsomt. Jeg er ikke sikker på at du blvier meget klogere, hvis jeg forsøger et resumé. Så lad mig i stedet komme med nogle tanker om bogen.

Det er helt sikkert Litteratur med stort L. Den er lang, og den er ikke umiddelbart forståelig. Den kræver tålmodighed, den kræver at man kan lægge sine indbyggede forventninger om forklaringer lidt til side, og den kræver at man kan leve med at få stof til eftertanke, mere end man får svar. Man kan mærke når man læser den har ambitioner om at fortælle noget om menneskers tilværelse, ikke mindre. Og det synes jeg faktisk lykkes.

Min tolkning lægger sig tæt op ad det faktum at jeg faktisk ikke forstår den. Den er sammensat af flere forskellige fortællinger, som vikler sig ind og ud af hovedpersonens liv, og har indflydelse på hans liv, uden rigtig at have nogen rationel forbindelse til den. Set ovenfra er den en historie om en mand som mister sin kone, og som forsøger at vinde hende tilbage gennem en række begivenheder som han ikke er herre over. Han lukker øjnene og lader sig rive med ud på en odyssé som hverken han eller jeg fuldstændig forstår. Og der minder den mig om det forbandet irriterende faktum, at det sgu aldrig er til at styre livet, det er livet der river en med, og man har ca. lige så meget kontrol over hvor det fører en hen, som hvis man sidder i en kano på vej mod et vandfald, og padler på livet løs med en teske.

Og så ender han alligevel, på en eller anden underlig måde, med at komme et bedre (eller et andet, i det mindste) sted hen, end der hvor han sad fast. Hvordan han kom derhen ved jeg ikke, men det krævede mere tålmodighed end handling, mere lytten end talen og mere ro end stress. Vor helt lader sig føre, uden at han helt ved hvorhen, og det er jo i hvert fald en ganske anderledes heltefigur end hollywoods typiske action helte, som tager tingene i egen hånd, og sætter dem på plads.

Men er den god? (og er det her i det hele taget en anmeldelse?) Jeg ved det ikke... Men den fik mig til at tænke.

Læst april-juni 2009. Ja det tog lang tid. Jeg tog den i små bidder på den lokale møntvask. Stof til eftertanke og rent tøj.